De fleste kender vores to store porcelænsfabrikker, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing og Grøndahl. Mange kender også Dahl Jensen, der er kendt for figurer. Men hvor mange kender mon Store Kongensgade fabrikken eller Kastrup Værk? De to fabrikker fremstillede smukke fajancer, før vi evnede at fremstille porcelæn.

Fajancens og, lidt senere, porcelænets fremtrængen i Europa i begyndelsen af 1700tallet faldt i tid sammen med den ændring i indretningen, der fandt sted i overklassens boliger. De tunge skabe, stole og borde veg for spinklere og mere flytbare møblementer. Den voldsomme barok gled over i den feminint elegante rokoko.

Samtidig moderniseredes borddækningen. Selv de rigeste var gået bort fra at spise af guldtallerkner og mange var endda gået fra sølv til tin i det daglige. Nu blomstrede fajanceservicet op og fortrængte tinnet. Det var mere dekorativt og langt billigere. Og de nye luksuriøse drikke -the, kaffe og chokolade- som vi for første gang fik smag for i midten af 1700tallet, fordrede strittende lillefingre og små, lette kopper og kander.

Porcelænet -det hvide guld-, som fajancen var en substitut for,  stammer fra Kina. Omkring 800tallet fandt kineserne frem til sammensætningen af feldspat, kvarts og kaolin, der gjorde genstandene hvide, når de blev brændt og dermed gav en helt ny dimension til begrebet lertøj. Før den tid havde lertøj altid været gulligt eller rødligt. Porcelænet var helt tyndt, ofte gennemskinneligt, hvidt som sne og billedskønt. Der gik et helt årtusind, inden vi i Norden lurede kineserne kunsten af.

Porcelænet –det hvide guld-, som fajancen var en substitut for, stammer fra Kina. Omkring 800tallet fandt kineserne frem til sammensætningen af feldspat, kvarts og kaolin, der gjorde genstandene hvide, når de blev brændt og dermed gav en helt ny dimension til begrebet lertøj. Før den tid havde lertøj altid været gulligt eller rødligt. Porcelænet var helt tyndt, ofte gennemskinneligt, hvidt som sne og billedskønt. Der gik et helt årtusind, inden vi i Norden lurede kineserne kunsten af.

I 1500tallet lykkedes det italienerne at fremstille blødt porcelæn af hvidt ler; uden kaolin. Og i 1710 åbnede porcelænsfabrikken i Meissen. Først i 1775 grundlagdes Den Kongelige Porcelænsfabrik og placerede Danmark på det eftertragtede porcelænsverdenskort. Inden vi nåede så langt, blev der dog fremstillet eftertragtede fajancer på fabrikker her i landet.

Som de første i Norden fik 5 driftige embedsmænd i 1722 økonomisk støtte af kongen, Frederik IV, til at grundlægge en fabrik, der skulle producere hvid fajance med blå dekoration. Den klassiske fajance var en lertøjsvare med hvid tinglasur. Tinglasuren var det tætteste, man kom porcelænets hvide glans.

Med kongelig gavmildhed blev St. Kongensgade fajancefabrik grundlagt. Fabrikken fik eneret i 30 år på at fremstille den såkaldte Delft-fajance; det blå-hvide lertøj. I deres brev til kongen lagde grundlæggerne vægt på, at fabrikken anlagdes ’af patriotisk allerunderdanigst nidkærhed’ for, at pengene ikke skulle forsvinde ud af landet og havne i udenlandske fabrikanters lommer.

St. Kongensgade fremstillede vægfliser, –fx til Frederiksberg Slot og Eremitageslottet- fajanceovne, bakkebordsplader, terriner, kander, krus, vaser og skrivetøj. Dekorationerne bestod af en overflod af blomster, blade, frugter, fugle, monogrammer m.m. og var som oftest blådekorerede i lysere eller mørkere nuancer af den koboltblå farve.

Kun ganske få ting fra ovnene på St. Kongensgade har overlevet frem til i dag. Det skyldtes, at fabrikken sjældent fremstillede ting kun til dekorativt brug. Langt det meste –kaffe- og spisestel, terriner og fade- levede et farligt liv i spisestue eller køkken. Det var brugsfajance. Når det en sjælden gang ses på auktioner, går det for skyhøje priser.

I årene omkring 1755 så en ny, mere moderne fajancefabrik dagens lys som resultat af, at monopolet på at fremstille blå-hvide fajancer blev ophævet og Struense gav tilladelse til, at varer fra Hertugdømmerne måtte importeres igen.

Det blev starten på enden for St. Kongensgade-fabrikken. Og på opblomstringen for Kastrup Værk.

I løbet af en kort årrække –1755-1796- formåede Kastrup Værk at fremstille en stor mængde smukke fajancer.

Kastrup Værk bestod af et fabrikskompleks på Amager og var oprindeligt anlagt som kalkbrænderi. Den keramiske produktion kom først til, da kalkbrænderiet havde konsolideret sig og kongen gavmildt øgede protektionen. Fajanceprivilegiet kom i 1755.

Dekorationerne på Kastrupfajancerne var romantisk-feminine med frugter, blomster, fugle, grenhanke etc. Farverne gule, røde, æblegrønne og manganviolette. Blomster og buketter blev malet asymmetrisk på de forskellige steldele og afbalanceredes af små blomster, der skødesløst strøedes ud over delene. I Kastrup var den røde rose dominerende; ellers spændte repetoiret over et bredt udvalg af tidens haveblomster og mere fantasifulde værker. Til pryd fremstilledes klassiske kongebuster og kvindefigurer; ellers bestod produktionen mest af ovne, bakkeborde, frugtskåle, fade, drikkekrus, kander, vaser, skrivetøj og et væld af tallerkner.

At man overhovedet begyndte at producere fajance på Kastrup skyldtes givetvis, at kongens egen fajancefabrik, Blåtårn, stoppede produktionen i 1754. Kastrups fabriksmester var hurtig med ansøgningspennen og fik i forbindelse med lukningen overdraget forme, materialer og sågar personale fra kongens fabrik.

Tiderne var hårde i midten af 1700tallet, så fajancefabrikkerne måtte være konkurrencedygtige. Det var de fleste –også Kastrup- ved at efterligne andre. Især konkurrencen fra det hvide guld –porcelænet- slog hårdt og endte da også med at slå fajancen i gulvet. Porcelænet var for alvor kommet til Europa omkring 1710. Fajancens dødsstød kom godt og vel 100 år senere.

I dag har fajancen fået en renæssance og kan købes på lige fod med porcelæn. Men i 1700tallet var det at regne for 2. rangs og kun en substitut for det hvide guld.

Bragt: Fyns Stiftstidende,  Bo Godt, 13. september 2009.