Studierne på akademiet lagde bla. grunden for et samarbejde i 1950’erne mellem Grethe Meyer og møbelarkitekt Børge Mogensen, som også havde studeret under Kaare Klint på hans Møbelskole, om et meget smukt og enkelt reolsystem kaldet Boligens Byggeskabe, men også for hendes eget arbejde senere hen med servicer, glas og bestik, som i dag er hendes kendemærke.
Fra 1960 blev Grethe Meyer knyttet til Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det ændrede hend-es karriere radikalt og gav også et frisk pust til Den Kongelige, som var gået hen og blevet en anelse gammeldags henover midten af århund-redet. Det første stel fra Grethe Meyers hånd, der kom ud af ovnene på fabrikken, er det i dag så klassiske Blåkant, der så dagens lys tilbage i 1963 efter en del skærmydsler intern omkring både kvalitet, navn og pris! Det blev utrolig populært den forholdsvis høje pris til trods og fik i 1965 tildelt ID-prisen. Stellet var helt rent og klart i sin form med kun en enkelt, diskret blå kant som dekoration.
Senere –i 1972- kom Hvidpot, der primært var beregnet til at konkurrere med tysk restaurationsservice, enkelt og uden dekorationer. Men dyrere end det tyske og derfor lagt an på finere restauranter, der gerne ville ofre lidt ekstra for kvaliteten og designet.
Og så er vi fremme ved Ildpot-serien, som læseren har dele af. Ildpot var faktisk resultatet af et ønske fra Den Kongelige Porcelænsfabriks ledelse om et stel, hvor delene kunne gå direkte fra fryseren ind i ovnen og videre hen på middagsbordet. Det moderne menneske havde travlt og kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet og havde derfor hverken tid eller lyst til at ofre timer i køkkenet til hverdag. Fremstilling og servering af dagens aftenmåltid skulle være let og overskueligt. Det var dog ikke tidligere lykkedes at fremstille skåle og fade, der kunne klare de store temperaturudsving fra fryseren og direkte i ovnen.
Men det lykkedes Den Kongelige Porcelænsfabriks laboratoriechef at fremstille Cordierit ved samme brændingstemperatur som porcelæn, ca. 1400 grader. Og materialet kunne derfor bruges til at fremstille serveringsdele af. Cordierit var et magnesiumholdigt mineral, der havde en meget lav varmeudvidelse, faktisk udvidede det sig stort set ikke og var derfor særdeles velegnet. Materialet kunne ikke glaseres, men lignede uglaseret stentøj fint og fik en helt unik patina ved gentagen brug. Formen på steldelene blev blød for at undgå revner og udformningen lidt skæv i forhold til almindeligt porcelæn.
Der kom 25-30 forskellige dele, gryder, låg, postejforme, fade, skåle etc. Alle dele kunne sættes på komfuret, gå i fryseren, sættes i ovnen og derefter direkte på bordet. Det var første gang, at det lykkedes i ét eneste stel.
I starten solgte stellet ret godt på trods af den høje pris, men så kom engangsaluminiumsfoliebakkerne og dækkede den almindelige kvindes behov samtidig med, at hun slap for at vaske fadet op efter brug. Det moderne brug-og-smid-væk-menneske har såmænd været her i mange år. Stellet udgik herefter af produktion.
Grethe Meyer var meget systematisk og brugte den viden om folks spisevaner, deres pladsbegrænsninger etc til at fremstille stel, der både var smukke, men også hensigtsmæssige for de mennesker, der skulle bruge det dag efter dag efter dag.
Hun kom langt omkring i sin karriere, nåede også at tegne stålbestik for Georg Jensen, duge og servietter og glas for Holmegaard Glasværk og sad i bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening og for Dansk Designråd. Hun modtog et utal af hædersbevisninger for sit arbejde.
Grethe Meyer døde i 2008 efter et langt og succesfyldt liv i dansk kunsthåndværks tjeneste.
Bragt: Fyns Stiftstidende, Bo Godt, d.
