Johanne Gerber er nok ikke det første navn, der dukker op i hukommelsen, hvis man bliver bedt om at nævne danske, kvindelige keramikere. Det er en skam, for hendes værker er fantastiske. Rustikke, rå og rigtig retro.
Johanne Gerber arbejdede blandt andet under keramikeren Nils Thorsson 1898-1975. Nils Thorsson var –som navnet antyder- født i Sverige, men han fik dansk indfødsret i 1910. Han var keramiker og maler, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og bla. kunstnerisk leder af fajancefabrikken Aluminia 1933-1969 og af stentøjsafdelingen på Den Kongelige Porcelænsfabrik 1949-1969.
Nils Thorsson havde en ubændig trang til at eksperimentere både med former, teksturer og glasurer. Han var om nogen manden bag fornyelsen af stentøjet fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. Hans betydning for dansk stentøj i midten af 1900tallet er svær at overvurdere.
Nogle af disse mange eksperimenter førte til fajanceserien Baca. Baca var lidt af et spøjst eksperiment, som involverede flere forskellige, unge kunsthåndværkere. Ligesom Lærkestellet årtier senere. Teknikken var den samme for alle keramikerne; den gav leret en særlig karakter med delvis abstrakte mønstre i dæmpede jordfarver. Men der hører ligheden mellem de forskellige dele i serien også op. Baca findes som vaser, skåle, fade, askebægre og lågkrukker, mønstrene og farverne varierer fra stilistiske dyre- og naturmotiver i gule-brune-sorte nuancer til mere abstrakte mønstre i blå-hvide, grøn-grå-blå eller brune nuancer.
Fællesnævneren er i virkeligheden signaturen under bunden. Baca er det latinske ord for ring. Og alle keramikerne, der arbejdede med den særlige Nils Thorssons’ke teknik, signerede deres værker med en signatur i Baca-ringen.
Johanne Gerber var altså blandt de unge keramikere, der prøvede kræfter med Baca-serien. Og hendes bidrag hører blandt de bedste. Især værkerne med stiliserede figurer i de brændte nuancer. Men også andre keramikere fik noget spændende ud af eksperimenterne, fx Ellen Malmer f. 1942, Anne Marie Trolle og Ivan Weiss f. 1946.
Baca-serien er i fajance, men så rustik i stil og glasur, at det minder om stentøj. Både Baca og den tilsvarende serie Tenera var fra Nils Thorssons side at forsøg på at modernisere lertøjet og fajancen og få det ud af fortidens skygger. Med hjælp fra de unge kunsthåndværkere skabte han et helt nyt udtryk, langt fra fortidens husgeråd. Værkerne var da også mere tænkt som kunst eller kunsthåndværk eller dagligdags brugskeramik.
Det er stadig de færreste, der har fået øjnene op for Baca og Tenera serierne. Man skal have erkendt sin indre retrotrang, for det er værker af deres tid. De oser langt væk af 1960erne og -70erne.
