Ifølge allestedsnærværende Wikipedia betegner liebhaveri interessen for at samle på sjældne og kunstnerisk udførte og kostbare genstande. Vi kender fx også udtrykket fra boligmarkedet med liebhaverejendomme. Det er et såkaldt plus-ord, som i sig selv er en gevinst at kunne tilskrive sit hus eller kunstværk eller møbel. Det betyder selvfølgelig også, at begrebet er blevet kraftigt udvandet, måske især på ejendomsmarkedet, hvor enhver funkis- eller murermestervilla efterhånden tituleres liebhaveri.
I auktionsbranchen lægger begrebet liebhaveri sig tæt op ad Wikipedias forklaring og beskriver genstande –kunsthåndværk, møbler, kunst mm- af exceptionel høj kvalitet, som enten er unika eller er fremstillet i forholdsvis få eksemplarer og som ofte appellerer til et internationalt publikum.
I den tid vi lever i lige nu, hvor verden og økonomien omkring os stadig er usikker, er det vores hjem, der er vores base og vores sikkerhedsnet. Derfor styler vi hjemmet som aldrig før. Og det skal helst være unikt og fortælle omverdenen, hvem vi er og hvad vi står for. Det betyder, at der de senere år er kommet større fokus på genstande til hjemmet, som enten er meget sjældne og dyre eller svære at skaffe, fx fordi de ikke produceres længere. Det betyder igen, at liebhaveri har fået en renæssance: jo sjældnere og mere unik en genstand er, jo mere higer vi efter den og jo dyrere bliver den på auktion.
Det betyder også, at ægte liebhaverinørder ikke er interesserede i alle de relanceringer af gamle møbelklassikere, der de seneste år er skudt op af jorden som paddehatte på en våd novemberdag. En ægte liebhaverinørd går efter det oprindelige, det originale og de tidligste eksemplarer af møbler og kunsthåndværk. Det kræver stor indsigt og ofte også mange penge.
Hvis vi fokuserer på dansk liebhaveri tæller det fx navne som Peder Moos, Poul Kjærholm, Just Andersen, Georg Jensen og Axel Salto. Det drejer sig også om genstande tilbage fra starten af 1700tallet og frem til nutiden og en gylden regel vil være, at det er næsten umuligt at gætte, hvad hammerslagene ender på. Buddene løber ofte løbsk de sidste minutter af auktionen.
Peder Moos
Et af vores seneste og nok også bedste eksempler på dansk liebhaveri, er møbler af den danske møbelsnedker Peder Moos 1901-1991. Han var en uforlignelig snedker, der aldrig gik på kompromis med kvaliteten. Der er ikke så mange, der kender hans møbler, men dem, der gør, betaler endog meget store summer, når et af hans møbler en sjælden gang dukker op på auktion. Hans møblerne er meget lette og elegante, helt tynde og fint udskårne med bløde kurver. Peder Moos brugte aldrig skruer eller søm, kun dyvler af træ og gerne af en anden træsort end resten af møblet, så dyvlerne fremstod som en dekoration i sig selv.
Som noget af en kuriositet solgte vi for ganske nyligt en række møbler af Peder Moos, som han havde fremstillet i 1944 til daværende ejer af herregården Østrupgaard ved Faaborg. Normalt arbejdede Moos med de fineste træsorter, men under krigen kunne han kun skaffe fyrretræ, som ikke er så let at forarbejde, og møblerne blev derfor helt anderledes grove i udformningen. Men det er jo også en spændende historie, så selvom kvaliteten ikke er i nærheden af, hvad han ellers snedkererede, så gik de små siddeborde alle langt over vurderingen.
Poul Kjærholm
De første af Poul Kjærholms 1929-1980 møbler blev produceret hos den anerkendte møbelproducent E. Kold Christensen. Siden overtog Fritz Hansen produktionen. En så simpel ting kan også få stor betydning for prisen på auktion. Poul Kjærholm er jo en af vores mest skattede møbelarkitekter fra midten af 1900tallet og mange af hans møbler produceres stadig og er stadig dyre at købe fra nye. Ikke desto mindre bliver hammerslagene ofte langt højere, når et tidligt møbel fra E. Kold Christensen kommer på auktion. I modsætning til de fleste de af andre af vores kendte møbelarkitekter, arbejdede Kjærholm ikke primært i træ. Derimod var stålet hans yndlingsmateriale og det har givet hans møbler et maskulint, minimalistisk og meget moderne præg, som stadig appellerer til feinsmeckere over hele verden. Et godt eksempel på ægte liebhaveri er derfor Kjærholms daybed PK-80 med stærkt patineret, vegetabilsk garvet skind. Stemplet fra E. Kold Christensen koblet med patinaen på skindet, som ikke kan købes, men kun kommer af mange års brug, fik buddene på himmelflugt.
Just Andersen
En anden kending er Just Andersen 1884-1943, som oprindeligt havde været i lære som dekorationsbilledhugger hos kunstgipser H. C. C. Lamberg Petersen. Siden løste han borgerskab som sølvsmed i 1918 og kom på Kunstakademiets billedhuggerskole. Det gav ham fornemmelse for former og materialer. I dag er han mest skattet for sine ting i diskometal -et materiale han selv opfandt- og for smukke bordlamper, vaser og stager i bronze. Det er disse unika-arbejder i bronze man med rette kan kalde liebhaveri og som meget ofte går til udlandet. To amerikanske kunder bød om kap på den kugleformede vase med små, svungne hanke af patineret bronze, som mangedoblede vurderingen til forhåbentlig stor glæde for sælger.
Georg Jensen
Den måske mest kendte af alle -Georg Jensen 1866-1935- har designet nærmest et utal af smukke genstande, der er blevet liebhaveri på højeste niveau. Ikke mindst blandt udenlandske samlere. De tidligste ting fra Georg Jensens egen hånd er selvsagt de mest eftertragtede. I dag er Georg Jensen A/S jo et kæmpe foretagende med mange kendte designere og kunsthåndværkere i stald. Spændende og en del af udviklingen af et moderne firma, men når vi snakker liebhaveri, er det mest eftertragtede Georg Jensens egne designs. De tidlige ting fra før 1945 opnår ofte overraskende høje hammerslag, som fx det ovale fad af hammerslået sølv med gennembrudt fane prydet med bladværk fra 1915-1930.
Axel Salto
Stentøj hører også blandt klassisk, dansk kunsthåndværk. Og stentøjets mester par excellence må nok siges at være Axel Salto 1889-1961. Han har efterhånden i mange år været den mest eftertragtede af de danske keramikere, om end andre også klarer sig godt rent økonomisk og opnår høje hammerslag. Kendetegnende for dem alle er naturligvis, at kvaliteten er uovertruffen og at vaserne, lamperne, skålene og skulpturerne er både æstetiske, overraskende og ofte også unika. Axel Saltos knoppede og spirende stil er helt speciel. Bordlampen med korpus modelleret i den knoppede stil er glaseret med såkaldt sung-glasur. Lampen er fra Royal Copenhagen.
Antikviteter
Hvis vi til slut skal gå tilbage i tiden for at kigge liebhaveri indenfor antikviteter, giver det næsten sig selv, at det ikke her drejer sig om unika, da de fleste antikviteter kun findes i et enkelt eller et par eksemplarer. Her handler det mere om udsøgt kvalitet eller en spændende historie. Et oplagt eksempel vil være en antik, dansk prismelysekrone med seks lysarme af høj kvalitet fra 1800tallet. Andre eksempler kunne være Augustenborg-stager, 1700tals bakkeborde, særlige chatoller, barokke dragkister etc.
Fremtidens liebhaveri
Nu er det jo som bekendt svært at spå. Især om fremtiden. Og er der noget vurderingseksperter ved, så er det, at smag og interesser skifter –nærmest som vinden blæser. Så med alle de forbehold, der kan tages, vil jeg forsigtigt skrive, at hvis man ønsker at investere i liebhaveri med henblik på værdistigning i fremtiden, så skal man naturligvis først og fremmest købe det, man selv kan lide. Det vil sandsynligvis være mere sikkert at købe ting, der ikke længere produceres og hvor produktionen ikke kan genoptages på samme måde eller samme sted som oprindeligt. Det kunne være møbler af Poul Kjærholm fra E. Kold Christensen. Det kunne være Georg Jensen sølv fra før 1945. Unika stentøj af keramikere, der ikke lever længere. Eller særligt fine, antikke genstande, som selvsagt ikke kan genanskaffes.
Bragt: Fyens Stifttidende, Bo Godt,