Fætterfolket eller Fætrene fra Fjollerup

Fætterfolket IIKært barn har mange navne. Husker du Fætterfolket? Eller Fætrene fra Fjollerup? Herhjemme udkom de første gang i 1981. De første 18 Fætre. Udviklet i samarbejde med Connie Skovart.

Fortællingerne om Fætterfolket er skrevet af den engelske reklamebureau-direktør Charles Roger Hargreaves 1935-1988. Charles Hargreaves havde altid drømt om at være tegneserietegner. Han var far til fire børn. Den ene af hans to sønner, Adam, spurgte som seks-årig, hvordan et kild så ud og så tegnede Charles Hargreaves Fætter Kilde (Mr. Tickle), den allerførste Fætter i serien. Hr. Kilde har en rund, orange krussedulle-krop og nogle meget lange, gummi-krussedulle-arme.

Fætter GladDen oprindelige serie omfattede 39 bøger, der alle handler om en menneskelig egenskab personificeret i en fin, illustrativ, lille Fætterfigur. Fætter Glad er fx gul og kuglerund som solen og med en stor smilede mund; Fætter Bump er blå som et blåt mærke og med hvide forbindinger om hovedet og Fætter Stærk er rød og firkantet.

Charles Hargreaves blev kun 53 år gammel. Sønnen Adam overtog derfor serien og supplerede med nye historier. Fætterfolket består bla af: Fætter Glad, Fætter Fjolle, Fætter Dagdrøm, Fætter Stærk, Fætter Snus, Fætter Omvendt, Fætter Sjusk, Fætter Storsnude, Fætter Plidderpladder, Fætter Nys, Fætter Bump, Fætter Doven, Fætter Sløv og Fætter Bulder.

Fætter Stærk IBøgerne udkom første gang i England i 1971, men havde deres storhedstid i 1980erne. I 1981 kom de små Frøkener til (Little Miss). Der er siden udgivelsen solgt mere end 85 millioner bøger på 20 sprog. Der findes i dag 46 Fætter-bøger og 33 Frøken-bøger. Roger Hargreaves er Englands gennem tiden tredje mest sælgende forfatter; kun overgået af JK Rowling og Dan Brown. Familien Hargreaves ejer dog ikke længere rettighederne til historierne; Rogers enke, Christine, solgte dem i 2004 til Chorion for ca. 250 mio kr.

Herhjemme kunne man i 1980erne spise sig til klistermærker med Fætterfolket. I pakkerne med OTA Solgryn, Guldkorn og Havre Fras var der klistermærker og man kunne samle mærkerne i en samlemappe. Der fandtes en lp-plade og noget så eksotisk som et kassettebånd med historierne om Fætrene fra Fjollerup og åbnede man en bankkonto i Bikuben i starten af 1980erne fik man –udover en ægte bankbog, hvor der elektronisk blev skrevet i bogen, hvor mange penge man havde indsat- en sparebøsse med en af Fætrene. I hvert fald Fætter Stærk, Fætter Glad og Fætter Bump. Fandtes der mon andre Fætter-sparebøsser fra Bikuben?

I dag er serien omdøbt til Hr. Mand efter deres engelske oprindelse: Mr. Men. Bogserien i pixiformat er de senere år genudgivet af forlaget Babu; under titlerne Hr. Mand og Lille Frøken.

Fætterfolket IV

Tags: , ,