1970ernes genkomst

Kaare Klints safaristole med brunt lærred, Claus Bonderups røde, trompetformede semipendel, Verner Pantons Flowerpot-lamper, ryatæpper i syrede mønstre på gulvet, et kinesisk skrifttegn i sort på hvidt på væggen og lilla gardiner med Marimekko-store blomster. Eller så mange mønstre på gardinerne og væg-til-væg tæpperne, at det kan være svært at se den lyse, afghanske mynde, der tager sig en tiltrængt middagslur.

1970erne er lige nu den store retroperiode. Parcelhuse rundt omkring i landet bliver pludseligt købt af unge, trendskabende par, der fører dem tilbage til deres oprindelige udseende med hessian på væggene, arki-tektlamper i den lange forde-lingsgang og orange Vola arma-turer i køkkenet. 90ernes hvide vægge, HTH-køkkenet i kirsebær og det strømlinede velværeværelse ryger ud til fordel for de blomme-farvede vægge, fyrretræskøkkenet med chokoladebrune plastikgreb og badeværelset med flaskegrønne, mønstrede klinker og karamelfarvet vask, bidet og wc-kumme.

Det er både lærerigt og vanvittigt underholdende at kigge på billeder af almindelige menneskers hjem i 1970erne. De første tre billeder stammer fra et tidstypisk etplans parcelhus i Odense i midten af 1970erne. De sidste tre billeder fra en arkitekt-tegnet villa i forskudte plan i Silkeborg et par år senere.

Især den arkitekttegnede villa var topmoderne. Der var gardiner i alle rum; alle med forskellige mønstre. Der var radiatorer i alle rum; alle i for-skellige farver. Der var væg-til-væg tæpper i stue, værelser, soveværelse og kontor; alle med forskellige mønstre. Der var brune klinker i bryggers, køkkenalrum og på badeværelserne.

Møblerne er alle eftertragtede retrodesigns i dag: Kaare Klints safaristole, Friis & Moltkes stålrørsserie med bordeaux stålrør og sortlaserede sæder og rygge, sorte værkstedspendler, Verner Pantons orange avisholder i plastik, rustikke Kähler vaser med glasurer i gul, turkis eller brune nuancer, elefantfods-skamler i peddigrør med flettet søgræssæde og den obligatoriske smede-jernslysestage med skæve, hjemmedryppede lys. For slet ikke at tale om skibsbriksen, Bjørn Wiinblads platter og vaser fra Nymølle eller de tørrede græsser i store gulvvaser.

Vi har en tendens til at kigge på ekstremer, når vi kigger tilbage i tiden. Logisk nok. Det er jo ekstremerne, der er bevaret og videreformidlet. Tænk bare på gamle huse. Det er de flotteste, de mest spektakulære eller de normbrydende, gamle huse, vi bevarer og studerer i dag som var de datidens almindelige boligbyggeri.

Det sam-me gør sig gæld-ende for 1970erne: alle havde langt hår på benene og under armene, gik med lilla ble og udtrådte Jesus-sandaler og boede i kollektiver. Alle indrettede sig med en ølkasse som sofabord, et tæppe og en skumgummimadras og ingen gik op i materielle værdier. Alle var hippier. Det er i hvert fald hippiernes historie, der er overleveret til næste generation. Fordi de var ekstreme.

Men hvad med alle de andre? Alle de normale? Alle dem med en god karriere som kontormedarbejder eller kørende sælger, et hyggeligt parcelhus i forstadskvartererne og børn, hund og bil? I virkeligheden er det jo de normale, der er de mest interessante. Det er dem, der former og definerer fremtiden. Og det er dem, vi selv er vokset op hos.

Tags: , , , ,