Hvad fortæller stemplerne?

Hvis man er så heldig at gøre et kup på et loppemarked eller en auktion, kan det være spændende at undersøge sin nyerhvervelse nærmere. Der er masser af muligheder både ved at bruge nettet og biblioteket. Rigtig mange fund gemmer på en spændende historie, som man kan luske ud af dem med lidt omhyggelighed.

Eksemplet her er en ganske almindelig sølvske fra starten af 1900tallet. Den er købt for 150 kroner. Ved at søge lidt på nettet kan man hurtigt finde ud af, at skeens mønster hedder Tang og at det er tegnet af en kunstner, der hed Eduard Eggeling.

Lødigheden:

På bagsiden af skeen står der stemplet 830S og Cohr. Stemplet 830S står for 830 dele rent sølv ud af 1000. De 170 dele resterende materiale er kobber, som gør sølvet bearbejdeligt og stærkere. Rent sølv er meget blødt; derfor bruger man fx betegnelsen 925S -Sterling sølv- til smykker, som ikke slides så kraftigt og 830S til bestik og andet korpussølv, der skal kunne tåle daglig brug. Normalt stemples sølv med en lødighed på 830 eller derover med de klassiske tre tårne, som er Københavns byvåben. Deraf betegnelsen tretårnet sølv.

Skeen her er dog ikke stemplet med tre tårne. Det skyldes, at det efter 1893 ikke længere var nødvendigt. Før den tid skulle alt sølvtøj sendes til København for at få et lødighedsstempel, inden det kunne sælges. Det var omstændigt, men også strengt nødvendigt, da sølv var et betalingsmiddel. De tre tårne var et kvalitetsstempel; et bevis på, at skeen ikke indeholdt mere kobber end foreskrevet. Stemplet blev indført i 1676, hvor en guardejn blev ansat til at tjekke lødigheder og kun sætte sit eftertragtede stempel på sølvtøj af højeste kvalitet.

Sølvvarefabrikken i Jylland:

Skeen er også stemplet Cohr. Cohr var en stor sølvfabrik i Fredericia, som for år tilbage blev opkøbt af Gense, den svenske bestik- og køkkengrejsgigant. Det er velkendt. Men fabrikkens historie kender de færreste.

Værkstedets første butik var ganske beskeden: et enkelt, meget smalt vindue mod gaden, hvor forbipasserende kunne se, hvad der blev produceret på værkstedet ud mod gården. Det var mester selv, der lavede alle varer. Han måtte selv legere og smelte sit sølv, hvorfor hammer, ambolt og fil var de vigtigste redskaber. I tiden efter lavsvæsnets ophævelse i 1857 klarede de fleste provinsguld- og sølvsmede sig uden hjælp fra svende eller andre medhjælpere.

Dengang var bestik i provinsen meget kløgtigt udført i II-lødigt sølv, kaldet jysk sølv, som bestod af 687/1000 rent sølv. På denne måde slap man for at sende varerne til København til stempling og så var det billigere i materialeindkøb. Godt jysk købmandskab. Den store variation i mønstrene var der heller ikke midt i 1800tallet; et riflet mønster og et par ganske få andre kunne folk vælge mellem.

Den driftige Carl:

Den gamle Cohr’s søn, Carl, var en driftig ung mand. Det varede ikke længe inden han –uden at være udlært- overtog værksted og butik. Og driftig som han var, kom der hurtigt gang i salg af Cohr-sølvtøj fra andre butikker i nabobyerne; i første omgang hos urmager Andersen i Middelfart, der dermed blev den første forhandler af Cohrs bestikserier. Siden kom der mange forhandlere til og produktionen blev i etaper udvidet og udvidet. Carl M. Cohr 1893-1937 ansatte lærlinge og der blev installeret svingpresse og prægepresse, der lettede det langsommelige arbejde. Indtil da var der primært blevet produceret bestik, lavet reparationer og en smule guldvarer, især forlovelsesringe.

Men i slutningen af århundredet –1895- blev der antaget en korpusarbejder og derefter blev der også produceret store mængder af sportspræmier, kaffeservicer og opsatser.  Carl havde næse for forretninger og lige efter århundredeskiftet blev derfor en række arbejdere sat til at udsave, montere og gravere bæltespænder, der var højeste mode på den tid. Spænderne blev produceret i messing og i uforsølvet stand sendt videre til det københavnske manufakturfirma Holger Petersen. I tilgift til spænderne kom også hattenåle med indfattede sten.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere perioder knyttet til virksomheden og tegnede både korpussølv og bestik. I 1905 var det billedhugger Eduard Eggeling, der tegnede det oxyderede bestikmønster Tang, som skeen på billederne.

Carl M. Cohr  var en gudsbenådet købmand med fingeren på pulsen. Arbejdsmetoderne var under hastig udvikling; valser og presser overtog flere og flere af funktionerne og fabrikken indførte elektrisk lys, før det kommunale elværk overhovedet var oprettet.

Men så kom krigen. Fabrikken havde sølv til et par måneders arbejde. Som bekendt varede krigen meget længere. Råsølv kunne købes i store mængder i Tyskland, mens det kneb med at skaffe kobber, som blev brugt i store mængder i rustningsindustrien. Der blev derfor over hele landet indledt en klapjagt på gammelt kobbertøj til omsmeltning. Synd og skam ville man sige i dag, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde.

Besynderligt nok var krigen god for sølvindustrien; især eksporten til Norge boomede. Rige norske skibsredere ville have korpussølv.

Det var også under 1. verdenskrig, at Georg Jensen for alvor satte sit præg på de andre sølvvarefabrikkers design; især det helt specielle hammerslåede sølv vandt gehør hos køberne.

Efter krigens ophør var der nedgang at spore i forretningslivet. Gullaschtiden var forbi. Også den store verdensudstilling i Paris i 1925 skulle blive et vendepunkt. Skønvirketiden, der havde været så god ved Cohr og sikret konstant fremgang siden 1800tallet, blev fra alle sider kritiseret. Man skulle skrælle alle overflødige ornamenter fra og rendyrke kernen, formen. Det betød, at det blev arkitekt Mogens Koch, der tegnede nogle af de genstande, Cohr-fabrikken havde med til Paris. Funktionalismen holdt sit indtog. Og Cohrs storhedstid var forbi.

Mønstret og manden:

Eduard Eggeling (1869-1945) var oprindeligt uddannet billedhugger, men svær sygdom tvang ham til at opgive større skulpturarbejder og i stedet tegnede han en lang række kunstindustrielle produkter som lamper og lysekroner, men også møbler, gravmæler, keramik og metalarbejder, fx ovne. Og det var netop en ovn -en kakkelovn-, der førte Cohr på sporet af Eggeling. Eggeling lavede i starten af 1900tallet en række modeller til kakkelovne for C. M. Hess i Vejle. De var efter tidens smag prydede med ornamenter. Det var lignende ornamenter, man ønskede overført til et nyt sølvbestik.

Eggeling tegnede seks versioner med et tydeligt bindesbøllsk præg og der blev lavet stempler efter alle seks mønstre, så publikum kunne vælge. Det var kun mønstret Tang, der faldt i købernes smag; til gengæld blev det landets mest solgte sølvbestik i det næste halve årti.

Som det ofte sker, når noget bliver populært, dukkede der efterhånden en række nærgående efterligninger eller direkte plagiater op fra konkurrerende fabrikker. Disse kopier og måske funktionalismens spæde start udhulede bestikkets succes.

I dag er bestikket eftertragtet af samlere.

Så meget kan en sølvske fortælle. God jagt på både ting og viden.

Bragt: Fyens Stifttidende, Bo Godt,

 

Tags: , ,